sisal

Sisal, (efter den mexicanske by Sisal), plantefiber, som udvindes ved mekanisk bearbejdning af bladene af en plante i slægten agave i agavefamilien, oftest Agave sisalana, der stammer fra Syd- og Mellemamerika, men senere er indført til USA og Afrika. Fibrene kan være op til 130 cm lange og har stor trækstyrke og stor modstandsdygtighed over for fugt. Sisal anvendes især til høstbindegarn og gulvtæpper og fra 1960'erne som kunstnerisk materiale til fx vævede skulpturer.

Sisalplanten er en ikke særlig krævende afgrøde, der med udbytte kan dyrkes på marginale jorder. Men ligesom andre grove plantefibre er sisal til dels blevet udkonkurreret af kunstfibre, og produktionen er faldende. Langt størstedelen kommer fra Brasilien; andre producenter er Mexico, Madagaskar og Tanzania.

Kommentarer

Din kommentar publiceres her. Redaktionen svarer, når den kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig