Sinhalit, (af sanskrit Siṃhala 'Sri Lanka', hvor det først blev fundet, og -it), gult, gyldent eller grønligbrunt til sort mineral, der har pleokroisme (farven afhænger af betragtningsretningen) skiftende fra lysegult over brunt til farveløst. Hårdheden er 6,5, og massefylden 3,48 g/cm3. Sammensætningen er Mg(Al,Fe)BO4, og jo højere indhold af jern, des mørkere mineral. Det krystalliserer orthorombisk. Sinhalit har været kendt længe og blev solgt i den tro, at det var jernrig olivin, indtil det i 1952 efter røntgenkrystallografisk undersøgelse og kemisk analyse blev erkendt som et særskilt mineral og trods ligheden med olivin ikke som et silikat, men et borat. Mineralet forekommer bl.a. i Burma.