singrønfamilien

Singrønfamilien, Apocynaceae, plantefamilie med ca. 400 slægter og omkring 4500 arter overvejende udbredt i tropiske egne. Det er vedplanter, især lianer, sjældnere flerårige urter, med modsatte blade. Blomsterne er regelmæssige, tvekønnede, undersædige og femtallige. Kronen er ofte rør- eller tragtformet og har snoet knopleje. Frugten er hyppigst to bælgkapsler med talrige frø forsynet med frøuld.

Flere slægter indeholder medicinske alkaloider og glykosider, fx Rauvolfia og Strophanthus. Gummi udvindes fra mælkesaften af Apocynum og Hancornia, og af den giftige mælkesaft hos ørkenrose og Strophanthus kan fremstilles pilegift.

Familien rummer mange prydplanter, bl.a. slægterne Allamanda, madagaskarsøjle, nerie, Plumeria og singrøn. Purpurøje, Catharanthus roseus, fra Madagaskar er en op til 50 cm høj, flerårig urt med ovale, blanke blade og hjulformede, femtallige, hvidlige til rødlige blomster. Den anvendes både som stueplante og som medicinalplante mod leukæmi.

Familien omfatter efter den nyeste opfattelse også svalerodfamilien, Asclepiadaceae; se også dækfrøede.

Kommentarer

Din kommentar publiceres her. Redaktionen svarer, når den kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig