silkehaler

Silkehaler.

.

Silkehaler er en familie af spurvefugle med fire arter, af hvilke de tre (Bombycilla) er cirkumpolart udbredt i nåleskovsregionen, mens den fjerde (Hypocolius) lever i Sydvestasien. Føden er bær og andre frugter, om sommeren dog også insekter, og silkehalerne er de eneste primært frugtædende fugle i den nordligt tempererede zone. Reden anbringes skjult i et træ, og begge mager ruger de 3-7 æg og fodrer ungerne.

Faktaboks

også kendt som:

Bombycillidae

I Danmark er silkehalen (B. garrulus, 18 cm) en ret almindelig vintergæst fra oktober til marts-april. Dens antal svinger meget, beroende på bærproduktionen i og nær yngleområderne, og i såkaldte invasionsår, hvor den er særlig talrig og når længere ned i Europa end normalt, kan den ses allerede i september. Den opsøger gerne haver, hvor den bl.a. finder rønnebær og nedfalden frugt. Nærmest yngler den i det nordlige Skandinavien og Finland, men er i øvrigt vidt udbredt i Eurasiens og Nordamerikas tajga.

Kommentarer

Din kommentar publiceres her. Redaktionen svarer, når den kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig