Silkefluesnappere, Ptilogonatidae, familie af spurvefugle med fire arter, udbredt fra det sydvestlige USA til Panama. Tre af arterne er slanke og langhalede fugle med en fjertop på hovedet, mens den fjerde er mere drossellignende; længden er 17-23 cm. Føden er især insekter, der fanges på fluesnappervis i luften, men bær har også stor betydning. Reden, der er skålformet og anbragt i et træ, bygges primært af hannen. Hunnen eller begge mager ruger kuldets 2-3 æg, og begge deltager i ungefodringen.