sikkerhedspolitik (Sikkerhedspolitikkens virkemidler)

Artikelstart

Sikkerhedspolitik (Sikkerhedspolitikkens virkemidler), Sikkerhedspolitik har såvel en ydre som en indre dimension. Den indre sikkerhedspolitik består primært af forsvarspolitikken, dvs. opstillingen af et troværdigt militært forsvar imod ydre trusler. Herudover indgår kontraspionage, civilforsvar og civilt beredskab i den indre sikkerhedspolitik. Den ydre sikkerhedspolitik omfatter bl.a. en række diplomatiske initiativer til sikring af den nationale sikkerhed. Det grundlæggende sikkerhedspolitiske valg står mellem alliance (allianceteori) eller neutralitet. I alliancen søger staten sikkerhed ved at slutte sig sammen med andre stater imod en fælles ydre trussel; i neutralitetspolitikken søger den at fremme sin sikkerhed ved at holde sig uden for den internationale magtbalance. En anden afgørende afvejning står mellem kollektivt forsvar og kollektiv sikkerhed. Kollektivt forsvar er princippet bag alliancer og består i, at medlemmerne gensidigt garanterer hinanden over for ydre fjender. Kollektiv sikkerhed er princippet i organisationer som Folkenes Forbund og FN, hvor medlemmerne gensidigt garanterer hinanden mod en fredsbryder i deres egen midte.

Danmark forsøgte umiddelbart efter 2. Verdenskrig at satse på den kollektive sikkerhed inden for FN, men måtte erkende, at denne pga. stormagtsuenigheden ikke var en tilstrækkelig garanti; derefter valgte Danmark at basere sig på det kollektive forsvar i NATO-alliancen, idet neutralitetsmuligheden blev anset for at være for usikker.

Det ultimative sikkerhedspolitiske virkemiddel er krigen, hvor parternes militære styrker støder sammen i en kamp om overtaget. I efterkrigstiden og navnlig efter den kolde krig har de militære styrker også fået en anden funktion, nemlig en fredsbevarende, fredsstøttende eller fredsskabende; eksempler er FN-styrken UNPROFOR og de NATO-ledede styrker IFOR og SFOR i Bosnien-Hercegovina; i et dansk perspektiv er deltagelse i sådanne aktioner et centralt element i varetagelsen af den indirekte sikkerhed.

Fra sidst i 1990’erne udvidedes den internationale brug af væbnet magt. Kosovo-krigen i 1999 havde vigtige elementer af humanitær intervention, mens Afghanistankrigen i 2001-02 var almindelig anerkendt som en forsvarskrig. Et væsentligt skred kom med Irak-krigen fra 2003, der var vanskelig at begrunde folkeretligt, og som skabte store splittelser inden for NATO.

Blandt den ydre sikkerhedspolitiks mere traditionelle virkemidler er diplomatiet, hvis formål bl.a. er at forebygge eller løse sikkerhedspolitiske kriser, der vil kunne føre til krig, fx gennem en afspændingspolitik. Under de sikkerhedspolitiske virkemidler kan man også i en bredere forstand henregne deltagelse i integration eller international organisation. En vigtig målsætning for integration kan således være dannelsen af et sikkerhedsfællesskab, der indebærer, at muligheden for at afgøre indbyrdes konflikter gennem krig bliver betragtet som utænkelig; eksempler er forholdet mellem de nordiske lande eller mellem EU-landene. Bag interessen i 1990'erne for at styrke den europæiske sikkerhed ligger ønsket om at gøre hele Europa til et sikkerhedsfællesskab, hvor staternes sikkerhed ikke sikres ved gensidig afskrækkelse, men ved at krig ikke længere indgår i sikkerhedspolitikkens virkemidler.

Kommentarer

Din kommentar publiceres her. Redaktionen svarer, når den kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig