sikkerhedspolitik (Sikkerhedsbegrebet)

Sikkerhedspolitik (Sikkerhedsbegrebet), Sikkerhed kan tilskrives mange forskellige betydninger. I kernebetydningen består en aktørs sikkerhed i fraværet af trusler eller evnen til at modstå trusler mod dens centrale værdier; der er derimod delte meninger om, hvilke aktører og hvilke typer af trusler og værdier begrebet dækker. En vigtig sondring går mellem det traditionelle nationale sikkerhedsbegreb og det såkaldte udvidede sikkerhedsbegreb.

Det nationale sikkerhedsbegreb er karakteriseret ved, at det for det første refererer til den nationale sikkerhed, dvs. til nationens, statens og dens institutioners sikkerhed, for det andet til trusler udefra; indefra kommende trusler omfattes kun, hvis de er del af en ydre trussel, fx i form af femtekolonne-virksomhed. For det tredje refererer begrebet til fortrinsvis militære trusler, mens andre typer af trusler kun medregnes, hvis de er koblet til en mulig militær trussel. For det fjerde er den eller det truende normalt en identificerbar international aktør, en "fjende", og endelig er det nationale sikkerhedsbegreb knyttet til sikring af værdier, som er tæt forbundet med statens overlevelse som en uafhængig enhed, fx suverænitet, territoriel integritet og det politiske systems autonomi.

Ovennævnte forståelse af sikkerhedsbegrebet lå til grund for NATO-landenes sikkerhedspolitik under den kolde krig, dvs. forestillingen om en konkret ydre fjende, Sovjetunionen, som med militære midler truede de vestlige landes selvstændighed. Tilsvarende forestillinger med omvendt fortegn prægede Sovjetunionens sikkerhedsopfattelse, idet sikkerhedsbegrebet dog her ikke blot var knyttet til staten, men også til regimet, det kommunistiske system. I teoretisk henseende svarer det nationale sikkerhedsbegreb nøje til den såkaldte realistiske skoles opfattelse (se realisme).

Det udvidede sikkerhedsbegreb hviler på en kritik af det nationale sikkerhedsbegreb som værende for snævert; udgangspunktet er ofte en liberalistisk opfattelse af international politik. Således har freds- og konfliktforskere fremført, at fokus på den enkelte stats eller statsgruppes ydre sikkerhed er dømt til at føre til stadig oprustning, uden at nogen af parterne bliver mere sikre af den grund. Derfor har freds- og konfliktforskerne i stedet peget på betydningen af international eller global sikkerhed som en forudsætning for, at den enkelte stat kan føle sig sikker. Nogle har endvidere talt for at individualisere sikkerhedsbegrebet ud fra den betragtning, at individets sikkerhed må være det grundlæggende. I 1900-t.s sidste årtier har den europæiske integration og globaliseringen rettet opmærksomheden mod den nationale identitet som sikkerhedsreferent på lige fod med den statslige suverænitet (se også fredsforskning).

Kritikken mod det nationale sikkerhedsbegreb har også indbefattet dets snævre fokus på de militære trusler. I stedet argumenteres der for, at de økonomiske og økologiske spørgsmåls øgede tyngde på den internationale dagsorden også skal inddrages under sikkerhedsbegrebet; der har fx været tendens til at inddrage økologiske trusler som ozonhuller eller drivhuseffekt. Efter den kolde krig har der endvidere været en tendens til at udvide sikkerhedsbegrebet til at omfatte politisk og økonomisk ustabilitet som reelle trusler mod den såkaldte europæiske sikkerhed.

Et tredje udviklingstræk i det udvidede sikkerhedsbegreb er, at de fleste "nye" trusler ikke opfattes som aktørbårne, men som strukturelle, fx de nævnte økologiske trusler eller truslerne mod den europæiske sikkerhed. Endelig er der sket en udvidelse af opfattelsen af, hvilke værdier der trues. Fx kan trusler mod menneskerettighederne nu efter manges opfattelse legitimere en væbnet indgriben, en såkaldt humanitær intervention, mod en anden stat, som det fx blev set med NATOs intervention i Kosovo i 1999.

En socialkonstruktivistisk opfattelse af sikkerhedsbegrebet er, at sikkerhed såvel som trussel er "konstruerede" begreber og derfor principielt af subjektiv natur. En trussel er noget, som en aktør bevidst vælger at betegne som en trussel, og ikke noget, der har en objektiv eksistens. Trusler opstår og forsvinder, når aktørerne vælger det; fx besluttede USA og Sovjetunionen ca. 1989 at ophøre med at være hinandens fjender og med at opfatte hinanden som vitale sikkerhedstrusler. Ifølge denne opfattelse er begrundelsen for at gøre noget til et spørgsmål om sikkerhed ikke objektivt forekommende trusler, men at nogen ser en interesse i at løfte et problem op i en højere og mere "alvorlig" kategori for dermed at legitimere anvendelsen af de midler, der tilhører sikkerhedspolitikken.

Hvilket sikkerhedsbegreb der er det "rigtige", kan ikke umiddelbart afgøres, idet der i hvert fald kan anlægges to kriterier for en sådan vurdering, nemlig analytisk anvendelighed og overensstemmelse med den politiske praksis. Analytisk set har det udvidede sikkerhedsbegreb rettet søgelyset mod vigtige fænomener som fx international sikkerhed, strukturelle trusler og trusler mod national identitet, som ikke dækkes af det traditionelle begreb. Til gengæld risikerer begrebet at blive udvandet og mindre anvendeligt, hvis for mange fænomener bliver knyttet til det. Staternes opfattelser af sikkerhed er til en vis grad blevet påvirket af disse diskussioner. Det nationale sikkerhedsbegreb udgør stadig kernen i deres sikkerhedspolitik, men samtidig er der især efter den kolde krigs ophør sket en vis tilnærmelse til det udvidede begreb, i hvert fald i Europa. Dette skyldes, at national sikkerhed i snæver forstand ikke længere er et presserende problem for langt de fleste lande. Et eksempel er, at man i den officielle danske sikkerhedsopfattelse, som den fremgår af beretningen fra Forsvarskommissionen af 1997 (1998), skelner mellem såkaldt direkte og såkaldt indirekte sikkerhed. Ved direkte sikkerhed forstås territoriel sikkerhed i vanlig forstand. Denne sikkerhed opfattes ikke længere som truet, hvorfor opmærksomheden i højere grad rettes mod den indirekte sikkerhed, hvorved forstås stabiliteten i den orden, som er opstået i Europa efter den kolde krig. Det indebærer, at politiske, økonomiske og sociale udviklinger, som kunne true stabiliteten og på længere sigt udvikle sig til direkte sikkerhedstrusler, bliver en vigtig del af sikkerhedsbegrebet. Hermed blev den danske trusselsopfattelse klart strukturel snarere end aktørorienteret.

Efter terrorangrebet mod USA 11. september 2001 fik sikkerhedsbegrebet nye nuancer. Det nationale sikkerhedsbegreb blev genoplivet, men sigtede nu mod såkaldte asymmetriske trusler fra både udenlandske og indenlandske terrorister. Indre og ydre sikkerhed flød herved sammen til et enkelt problemkompleks, totalforsvaret af samfundet mod indre og ydre trusler og med mobilisering af samfundets samlede ressourcer. For dansk sikkerhedspolitik betød det, at den direkte sikkerhed igen blev et centralt mål ved siden af en fortsat fokus på den indirekte sikkerhed.

Kommentarer

Din kommentar publiceres her. Redaktionen svarer, når den kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig