Sigte, apparat til sortering af partikelblandinger efter kornstørrelse vha. trådvæv. Trådvævets maskevidde bestemmer, hvor store korn der kan passere sigten. Industrielle sigter kan være udformet som roterende, næsten vandretliggende cylindre af trådvæv eller som plane, vandrette flader, der rystes eller vibreres i fladens retning. I sådanne maskiner kan flere sigter med forskellige maskevidder kombineres. De monteres parallelt med den groveste øverst. Sigters maskestørrelse angives ofte ved et sigtenummer, der oplyser om antallet af masker, fx pr. cm eller pr. tomme. Sigtenumrene vokser således med tiltagende finhed. Ofte bruges trådvæv af metal til sigter. I grove sigter kan sigtefladen være en perforeret stålplade. Fine sigter, fx til sigtning af mel, kan væves af tekstilmaterialer.