show

Show, teater-, film- eller tv-produktion med stor vægt på underholdning og det visuelle indtryk. Begrebet stammer fra USA, hvor bl.a. P.T. Barnum og Buffalo Bill i 1800-t. skabte store, omrejsende shows. Barnum foreviste "freaks", kanonkonger og -dronninger, slangemennesker m.m., mens Buffalo Bill i 1882-83 med grundlag i rodeoen skabte sit Wild West Show.

I Europa blev der i 1800-t. kreeret spektakulære forestillinger med store udstyrspantomimer i cirkusselskaber som Franconi i Frankrig og Renz i Tyskland (se cirkus). Showene havde ofte flere hundrede medvirkende, pragtfulde kostumer, balletindslag etc. De forsvandt omkring 1. Verdenskrig, navnlig pga. konkurrencen fra filmen. De amerikanske Broadway-shows i musicalgenren og Folies-Bergère-forestillingerne i Paris er andre eksempler på shows. Se også dragshow og revy.

Kommentarer

Din kommentar publiceres her. Redaktionen svarer, når den kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig