Shingle style er en arkitekturstil, der blev praktiseret i USA i ca. 1880-1890.

Faktaboks

Etymologi
Begrebet shingle style stammer fra eng., 1. ord af lat. scindula, sideform til scandula 'tagspån', dim. afledn. af scandere 'stige op, hæve sig', formentlig påvirket af scindere 'kløve'.

Stilen, der udsprang af en interesse for 1600-tallets amerikanske arkitektur, er foruden ved de karakteristiske træspåner, der gav den navn, kendetegnet ved en organisk bygningskrop, ofte med en irregulær tagsilhuet og åben plan, hvor skellet mellem ude og inde udviskes ved brug af verandaer og store vinduespartier.

Den maleriske, rustikke stil anvendtes hovedsageligt til bolig- og hotelbyggeri og ses især i USA's skovrige stater, bl.a. i New England. Blandt stilens udøvere var Henry Hobson Richardson og Bruce Price (1845-1903).

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig