Shiba, spidshunderace, der stammer fra Japan; navnet betyder’lille hund’. Hanner er 40 cm over skulderen, tæver er 37 cm. Det er en muskuløs hund, halen bæres stramt oprullet eller i en bue over ryggen. Dens øjne er relativt små; yderste øjenkrog vender opefter. De trekantede ører er ligeledes relativt små. Pelsen består af en grov og lige yderpels og en blød og tæt underuld. Farven er rød, black and tan eller en blanding af hvide og sorte eller røde og sorte pelshår.

Shibaen blev oprindelig brugt til jagt på småvildt og fugle, især i det bjergrige område ud mod Det Japanske Hav. I slutningen af 1920’erne påbegyndtes et avlsarbejde for at sikre racen; racens standard blev nedskrevet i 1934. Af temperament er den aktiv og selvstændig. Shibaen er i dag først og fremmest en familiehund.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig