Sesban, (af usikker opr.), Sesbania grandiflora, lille træ i ærteblomstfamilien, hjemmehørende i SØ-Asien og naturaliseret fra dyrkning i Amerika. Det er et hurtigtvoksende træ med op til 10 cm store, dekorative røde eller hvide blomster, der ligesom blade og unge bælge spises tilberedte eller rå i fx salater. Bladene anvendes lokalt som vanddrivnings- og afføringsmiddel, mens barken indgår i en opkvikkende tonic. Sesban anvendes desuden som skyggetræ og støtteplante for peber og betelpeber.