Sesam er en plante i sesamfamilien (Pedaliaceae), der stammer fra tropisk Afrika og især dyrkes i Asien og Afrika. Sesam er en op til 2 m høj, enårig urt med store, hvide til purpurrøde blomster, som sidder i de øverste bladhjørner. Frugten er en 3 cm lang kapsel med talrige, flade frø, der i farve kan variere mellem sort, rød og gul.
Faktaboks
- Etymologi
- Ordet sesam kommer af latin sesamum, græsk sesamon, af semitisk oprindelse, jævnfør arabisk simsim.
- Også kendt som
-
Sesamum indicum
Sesam dyrkes for sine frø, der indeholder mere end 50 procent fed olie, sesamolie. Ved presning af frøene udvindes først en fin spiseolie og senere en olie, som kan anvendes til fx lampe- eller smøreolie. Sesamolie kan stå længe uden at blive harsk. Den velsmagende olie størkner mellem −3 og −6 °C. Det har været påbudt at anvende sesamolie som røbestof i margarine. Frøene bruges også som drys på brød og som mildt krydderi.
Kommentarer
Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.
Du skal være logget ind for at kommentere.