Serielån, lån, hvor hovedstolen afdrages med lige store beløb i hver termin. Rentebetalingen, der bestemmes som en procentdel af restgælden, er faldende over løbetiden. Lånets samlede ydelse er derfor også faldende i modsætning til annuitetslån, hvor den terminslige ydelse er konstant. Staten udstedte tidligere serieobligationer som led i finansieringen af det løbende budgetunderskud og refinansiering af afdrag på statsgælden. Siden 1989 er den indenlandske statslige låntagning udelukkende sket gennem udstedelse af stående lån.