seriel musik

Seriel musik, musik, i hvilken både tonehøjder og elementer af andre parametre (varigheder, styrkegrader, klangfarver osv.) ordnes i serier (rækker), der er bindende for kompositionen.

Princippet, der viderefører tolvtoneteknikken, udvikledes i 1950'erne ved sommerkurserne i Darmstadt ud fra ansatser hos Anton von Webern, Milton Babbitt og Olivier Messiaen.

Tidlige eksempler er Karel Goeyvaerts' Sonate, Karlheinz Stockhausens Kreuzspiel og Pierre Boulez' Polyphonie X (alle 1951). Metoden bestod i at organisere enkelttoner, men da det ofte førte til en sats af næsten uovervindelig sværhed, blev princippet udvidet til at omfatte grupper af enheder som i Stockhausens Zeitmasse (1956) og Gruppen für 3 Orchester (1957) og siden til "styret tilfældighed"; her improviseres detaljer, mens formdelenes gennemsnitsværdier af tæthed, styrke, toneleje osv. og forandringsgraden inden for parametrene styres serielt i en "statistisk formkonception", fx i György Ligetis orkesterværker Apparitions (1959) og Atmosphères (1961) og Stockhausens Kontakte (1960) for elektronisk lyd, klaver og slagtøj.

Skønt den totale serialisme snart blev opgivet, har den grundlæggende idé banet vej for træk i musik efter 1950, som ville være utænkelige uden den.

Kommentarer

Din kommentar publiceres her. Redaktionen svarer, når den kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig