Septemberlilje, Cyrtanthus purpureus, C. elatus, løgplante i narcisfamilien med tragtformede, røde blomster med en lang rørformet nedre del. Blomsterne sidder i en skærm for enden af et blomsterskaft; bladene er linjeformede. Arten er vildtvoksende i vinterregnområderne i Kapprovinsen i Sydafrika, men dyrkes ofte som stueplante i Europa, hvor den blomstrer i august-september. Septemberlilje hed tidligere Vallota purpurea.