selvpsykologi

Selvpsykologi, psykoanalytisk retning udviklet fra begyndelsen af 1970'erne på baggrund af den østrigsk-amerikanske psykoanalytiker Heinz Kohuts teorier om selvet (se selv) som en samlende, organiserende instans i personligheden.

Opfattelse af selvet som den centrale kategori udspringer af Kohuts interesse for narcissisme og narcissistiske personlighedsforstyrrelser, der primært handler om en patologisk regulering af selvfølelsen. Udviklingen af selvet sker i et tæt, empatisk samspil med et selvobjekt — dvs. en anden person, ofte moderen, hvis tilstedeværelse er nødvendig for barnets oplevelse af at være intakt.

Selvpsykologien anvender mange af den klassiske psykoanalyses begreber, men ofte med en anden vægtning og betydning og har i 1970'erne og 1980'erne haft stor indflydelse på psykoanalytisk teori og behandlingsteknik. Dette gælder specielt i forbindelse med grænsepsykotiske tilstande (se grænsepsykose) og personlighedsforstyrrelser, som selvpsykologien forklarer som betinget af en deficittilstand (mangeltilstand) forårsaget af et manglende empatisk selvobjekt i barndommen. Der er således ikke tale om en konflikt mellem de intrapsykiske instanser (det, jeg og overjeg), men om mangler i et uudviklet selv, der bl.a. viser sig ved identitetsproblemer, tomhedsfølelser og svingende selvfølelse.

Kommentarer

Din kommentar publiceres her. Redaktionen svarer, når den kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig