Selvforsyningspolitik, økonomisk politik, der tilsigter at tilfredsstille væsentlige dele af den indenlandske vareefterspørgsel gennem indenlandsk produktion. Motivet kan være et ønske om at opnå større forsyningssikkerhed på strategisk vigtige vareområder, fx fødevarer eller energi, eller et ønske om at fastholde og evt. udvide den indenlandske beskæftigelse. Der vil normalt være betydelige samfundsøkonomiske omkostninger ved en sådan politik, der i sin ekstreme form afsondrer en økonomi fra omverdenen, se autarki.