selskabsdans

Selskabsdans, dans i forbindelse med selskabelighed, i Danmark især dans ved baller i de borgerlige og højere sociale lag, herunder ved hoffet, hvor dansen ofte blev instrueret af danselærere.

Blandt de vigtigste danse ved hoffer i Europa i 1500-t. var pardansene pavane og gaillarde samt forskellige gruppedanse (branler). Fra slutningen af 1600-t. blev den franske dansestil idealet for selskabsdansen, og menuetten blev i 1700-t. ballets fornemste dans. Kontradanse for flere par opstillet i rækker eller kvadriller var dog også populære.

I 1800-t. blev valsen tidens mest yndede dans, og den udgjorde sammen med andre pardanse som polka og mazurka vigtige elementer i de populære kotilloner med selskabsleg og partnerbytte. Også kvadrilledanse, ofte bestående af flere ture som fx lancier, var populære.

I begyndelsen af 1900-t. fik selskabsdansen nye impulser fra Amerika, og nye pardanse som onestep, tango og foxtrot blev populære. Fra 1920'erne blev Storbritannien toneangivende inden for de moderne danse, som af danselærerne standardiseredes i faste former. Tonefilmen blev et vigtigt medie til spredning af dansenyheder. I årene efter 1945 kom atter amerikansk påvirkning med bl.a. samba, jive og cha-cha-cha. Traditionel pardans har fået en renæssance omkring år 2000. Se også dans og folkedans.

Kommentarer

Din kommentar publiceres her. Redaktionen svarer, når den kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig