sekvensbestemmelse

Sekvensbestemmelse, bestemmelse af rækkefølgen af de enkelte byggesten i polymerer. Betegnelsen anvendes især i forbindelse med biopolymerer som proteiner, nukleinsyrer og polysaccharider. I proteiner bestemmes rækkefølgen af aminosyrerne, i nukleinsyrer bestemmes rækkefølgen af nukleotiderne, og i polysaccharider bestemmes rækkefølgen af de enkelte sukkerarter.

Sekvensbestemmelsen kan i reglen udføres ved kemisk at mærke polymeren i den ene ende, hvorefter den mærkede monomer fraspaltes og identificeres. Proceduren gentages, indtil rækkefølgen af hele polymeren er bestemt. Denne proces kan i dag udføres automatisk. Desuden anvendes nu også andre metoder, fx massespektrometri, som medfører, at arbejdet kan gøres væsentlig hurtigere.

Den rivende udvikling i 1990'erne af metoderne til sekvensanalyse, både mht. hastighed, præcision og de stadig mindre mængder af analysemateriale, der er behov for, har for DNA's vedkommende bl.a. gjort det muligt at bestemme sekvensen af arvemassen hos en række bakterier, gærceller og mitokondrier. I 2004 var også rækkefølgen af de ca. 3 mia. basepar (nukleotidpar) i menneskets DNA analyseret. Se DNA-sekventering, human genom-projektet og proteiner (analyse).