sekvens - sang ved messe

Sekvens, liturgisk sang, der efterfulgte halleluja (se jubilus) i den romersk-katolske messe. Genren opstod i 800-t., og sangene var som regel formet som en kæde af kortere eller længere tekstled, der parvis fremførtes på samme melodi.

Faktaboks

etymologi:
Ordet sekvens kommer af latin sequentia, afledn. af sequens, præs.part. af sequi 'følge efter'.

I middelalderen blev sekvenserne omdannet til strofiske og rimede digte med karakter af hymner, og de udgjorde en næsten fast del af messen. Tillige med troperne forsvandt størstedelen af sekvenserne dog som følge af liturgireformen i 1570. Bevaret blev sekvenserne til påske, Victimae paschali laudes, og til pinse, Veni Sancte Spiritus, der begge stadig er obligatoriske.

Efter reformen i 1970 er Lauda Sion og Stabat Mater (indført 1727) valgfrie. Desuden er requiemmessens Dies irae bortfaldet og optræder kun som hymne i tidebønnerne.

Kommentarer

Din kommentar publiceres her. Redaktionen svarer, når den kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig