seksualundervisning

Seksualundervisning, oplysning om kønslivet. Seksualoplysende skrifter har i vores del af verden været tilgængelige siden 1700-t., men først fra begyndelsen af 1900-t. kom spørgsmålet om formaliseret seksualundervisning for alvor på den skolepolitiske dagsorden. Traditionelt har kønslivets fysiologi været underlagt fag som biologi og zoologi. I slutningen af 1920'erne opfordrede socialminister K.K. Steincke til "Oplysning om det sexuelle Problem for at ophjælpe de unges Viden om Livet og deres Ansvarsfølelse", og i mellemkrigstiden blev spørgsmålet berørt af flere politiske kommissioner. Holdningen var generelt positiv, men emnet tilstrækkelig kontroversielt til, at det aldrig udmøntede sig i konkrete lovinitiativer. Også i Folkeskoleloven af 1937 veg man uden om konkrete retningslinjer, og samme år blev en københavnsk kommuneskolelærer afskediget efter at have bragt seksuelle emner op med sine elever. Straks efter 2. Verdenskrig påbød Københavns Kommune dog sine skoler at yde seksualbelæring senest ved udgangen af 7. klasse, med hovedvægt på kønslivets biologiske aspekter. Spørgsmålet om præventive midler skulle berøres kort og uden unødige detaljer.

Folkeskoleloven af 1958 indeholdt ikke særskilte regler om seksualundervisning, men et læseplansudvalg nedsat samme år anerkendte i sin Blå Betænkning vigtigheden af mere systematiske skolemæssige initiativer. Tre år senere udgav Undervisningsministeriet en vejledning, som i princippet tillod skemalagt seksualoplysning. I 1961 nedsattes Seksualoplysningsudvalget, der med Kirsten Auken som formand kunne dokumentere, at kun knap en tredjedel af landets skoler ydede sine elever seksualoplysning. I 1970 blev udvalgets forslag om at integrere seksualundervisning som et pligtigt skoleelement vedtaget i Folketinget. Siden fornyelsen af Folkeskoleloven i 2002 gælder fagbeskrivelserne "Fælles Mål", og seksualundervisningens hensigt og mindstekrav er her beskrevet under emnet "Sundheds- og seksualundervisning samt familiekundskab". Med reformen af læreruddannelsen pr. 1. januar 2007 er landets seminarier som noget nyt forpligtet til at udbyde kurser i seksualundervisning for de lærerstuderende.

Seksualundervisningens mål og midler er genstand for løbende faglig debat: Hvor direkte skal undervisningen være, hvem skal give den, og hvordan sikrer man eksistensen af opdaterede materialer og metoder på samtlige landets skoler? Adskillige undersøgelser viser desuden, at undervisningen kun delvis modsvarer de unges faktiske behov. I slutningen af 1990'erne vurderede godt 40% af danske teenagere skolen som den bedste kilde til seksuel information, og et overvældende flertal af eleverne efterlyste samtidig en opprioritering af "blødere" emner som forelskelse, følelser og normalitet. Skønt obligatorisk er seksualundervisning fortsat et "timeløst" fag. Undervisningen balancerer mellem dels faktuel oplysning om seksualliv og prævention, dels kritisk stillingtagen og holdningsbearbejdende diskussion. Tidssvarende pædagogiske metoder udvikles bl.a. af organisationen Sex & Samfund, og skolerne eksperimenterer i stadig stigende grad med alternative undervisningsformer: udefrakommende undervisere, ung-til-ung-dialog, kønsopdelte klasser, temadage, internetbaseret undervisning etc. Desuden eksperimenteres der med supplerende seksualundervisning uden for skoleregi, fx i form af privat drevet telefon- og internetbaseret rådgivning.