seksualreform

Seksualreform, bevægelse, der opstod i begyndelsen af 1900-t. og kæmpede for ugifte mødres og uægteskabelige børns rettigheder, kvinders ligestilling, accept af fødselsregulering og svangerskabsafbrydelse samt ændring af love, der urimeligt begrænsede seksuallivet, fx favoriserede ægteskabet eller overvejende kom mænd til gode. Bevægelsen, der havde rødder i eugenik, neomalthusianisme samt kampen for seksuelle minoriteters rettigheder, mødte megen modstand fra næsten alle sider af samfundet. Der var mange indre brydninger i bevægelsen, især mellem dem, der ønskede reformer på det bestående samfunds grundlag, og de revolutionært sindede, der mente, at reform kun var mulig på et socialistisk grundlag. I 1921 arrangerede den tyske læge Magnus Hirschfeld den første kongres for seksualreform i Berlin, og op til den anden kongres i København 1928 dannedes Weltliga für Sexualreform (WLSR) med Hirschfeld, den danske læge Jonathan Leunbach og den britiske gynækolog Norman Haire (1892-1952) i præsidiet. Ligaen definerede sit mål som "at virke for, at man drager de praktiske konsekvenser af seksualvidenskabens biologiske, psykologiske og sociologiske forskninger og lægger disse til grund for bedømmelsen af menneskers kærligheds- og kønsliv". I programmet indgik også bekæmpelse af undertrykkende sider af ægteskabet, af prostitution og af kønssygdomme.

WLSR nåede at afholde endnu tre internationale kongresser, i London 1929, Wien 1930 og Brno 1932. Den sidste samlede kun ganske få, idet den tiltagende nazistiske dominans umuliggjorde WLSRs arbejde i mange lande. Efter Hirschfelds død i 1935 opløste Haire og Leunbach ligaen. I Danmark fortsatte bevægelsen indtil den tyske besættelse i 1940. Blandt fremtrædende danske tilhængere var ud over Leunbach syndikalisten Chr. Christensen, Thit Jensen, Johanne Næser (1887-1974) og Fanny Miranda (1890-1974) samt i nogen grad kredsen omkring to tidsskrifter fra 1930'erne, Populært Tidsskrift for Seksuel Oplysning og Sex og Samfund.