seksualmoral

Det er en bibelsk grundtanke, at Gud har udstyret mennesket som alle andre skabninger med både evne og pligt til at reproducere sig. I kristen tradition er reproduktionen således seksualitetens formål og ægteskabets moralske bestemmelse. Jesu forbud mod skilsmisse til fordel for det livslange monogami og ægteskabet som et spejlbillede af forholdet mellem Kristus og kirken sætter normen for det kristne ægteskab som en guddommelig ordning. Det Nye Testamente hævder dog også det asketiske ideal, hvor forudsætningen er den dualistiske sondring mellem kød/jordisk/dødeligt og ånd/himmelsk/evigt. Fra Paulus og den gnostiske visdomsteologi via Augustin (ca. 400) til Thomas Aquinas (1200-tallet) og middelalderens klosterkultur fastholdes det asketiske og cølibatære liv som troens og fromhedens ideale livsform.

En følge af denne dualisme er sammenhængen mellem seksualitet og arvesynd samt hele den krops-, køns- og kvindefjendske tradition, som stadig er dybt rodfæstet i konservativ kristendom. Også ægteskabsidealet hviler således på en restriktiv seksualmoral, der som synd fordømmer al seksualitet, der ikke har børneavl som formål, dvs. førægteskabelig og ikke-ægteskabelig seksualitet, onani samt homoseksualitet og enhver anden form for såkaldt unaturlig seksuel adfærd. Ægteskabet administreres af kirken som seksualkontrol, og det ægteskabelige samliv opfattes som pligt snarere end som udsprunget af lyst.

I 1500-tallet betød Reformationen, Luthers opgør med den katolske kirke, et brud med klosterkulturen og den cølibatære livsform til fordel for det verdslige liv i kald og stand. I praksis forblev dog ægteskabsidealet og den restriktive seksualmoral uændret også i den protestantiske kristendomstradition. Industrialiseringen og udviklingen af bykulturen og den borgerlige familie (1800-tallet) medførte en individualisering og privatisering af seksualmoralen; den offentlige kontrol, administreret af kirke og stat, afløstes af den indre regulering, styret af den enkeltes samvittighed. Som hustru og mor blev det kvindens opgave at varetage såvel religion og moral i almindelighed som mandens seksualitet i særdeleshed. Den victorianske tidsalders seksualmoral idealiserede den seksuelt passive kvinde uden begær, uden lyst; hun er sjæl og ikke krop, mens manden derimod er i sine dyriske drifters vold (se victorianisme). Kvinden skal derfor være englen i huset; hendes pligter er kirken, børnene og køkkenet.

I 1900-tallet fik Freuds fokus på seksualitetens almene og grundlæggende betydning samt både p-piller og fri abort skelsættende konsekvenser (se prævention og abort). Ungdomsoprøret og protestkulturen i 1960'erne og 1970'erne gjorde fri sex til et slagord og ikke-ægteskabelig eller antiægteskabelig seksualmoral til en vestlig livsstil (se erotik). Med fremkomsten af aids og hiv i 1980'erne blev seksualmoralen igen mere restriktiv, og eksperimenterende seksualitet afløstes af de eksklusive partnerskaber. Kernefamilien og det livslange monogami er på ny både drøm og idealnorm, skønt praksis fortsat er det serielle monogami.