Seksdagesløb er en cykelkonkurrence på bane over seks dage. Oprindelig kørte man seks døgn i træk uden pause (neutralisation), og vinder blev den rytter (det par), der havde tilbagelagt den længste distance. Siden slutningen af 1950'erne er der kørt med neutralisation. Den effektive køretid er i dag 25-30 timer.

Oprindelse

De første seksdagesløb blev afholdt i New Yorks Madison Square Garden i 1890'erne. Løbene blev kørt som enmandskonkurrencer, men efter flere dødsfald som følge af overanstrengelse satte myndighederne en grænse på maks. 12 timers køretid i døgnet. I 1899 indførtes parløb, først således at hver rytter kørte i 12 timer ad gangen, senere således at rytterne kunne afløse hinanden, når de ønskede.

Første seksdagesløb i Europa

Det første seksdagesløb i Europa fandt sted i Toulouse i 1906; det første i Danmark i 1934 i Forum i København. Der har i Danmark foruden i Forum været kørt seksdagesløb i Århushallen, Messecenter Herning og Brøndby-Hallen (kun i 1998) samt fra 2002 i Ballerup Super Arena. Et særligt begreb i forbindelse med de danske seksdagesløb er par nr. 7.

Danske vindere af seksdagesløb med mere end én sejr

aktiv antal sejre
Palle Lykke 1957-1969 21
Gert Frank 1976-1987 20
Kay Werner Nielsen 1947-1961 14
Jens Veggerby 1986-1998 13
Michael Mørkøv 2007- 13
Freddie Eugen 1960-1970 9
Jimmi Madsen 1992-2006 9
Hans-Henrik Ørsted 1980-1988 8
Alex Rasmussen 2007-2016 8
Evan Klamer 1951-1959 3
Ole Ritter 1967-1978 3
Tayeb Braikia 1996-2001 2
Jakob Piil 1996-2008 2

Rekorder

Distancerekorden på 4544 km blev sat i 1924 i Berlin; den danske rekord er 3476 km, præsteret af Willy Falck Hansen og Victor Rausch (1904-1985) i Forum i 1934. Mest vindende seksdagesrytter er belgieren Patrick Sercu, der i årene 1965-1983 vandt 88 løb. Mest vindende dansker er Palle Lykke med 21 sejre i perioden 1958-1968.

Popularitet

Seksdagesløbene har mange steder bevaret deres popularitet som en blanding af show og sport; i dag køres de største og bedst besøgte løb i Berlin, München og Bremen.

Seksdagesvalsen

Forbundet med løbene er Seksdagesvalsen ("Nu er der stemning og fest"), oprindelig Wiener Praterleben med melodi af Robert Stolz. Den blev spillet ved de tyske seksdagesløb i 1920'erne; en dansk version blev lavet med Otto Lingtons orkester i 1934.

Læs mere i Den Store Danske

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig