Segerkegle, (efter den tyske keramiker Hermann Seger, 1839-93), lille keglelignende genstand, der anvendes til temperaturregistrering i ovne. Segerkegler fremstilles af forskellige veldefinerede typer af keramiske pulvere. Under brænding i ovn måles temperaturen ved iagttagelse af segerkeglerne, idet keglerne bøjer sig ved en temperatur, der er bestemt af kegletypen.