Flyvende politibiler i Luc Bessons science fiction-film Det femte element fra 1997; af /Mary Evans Picture Library/Ritzau Scanpix. Begrænset anvendelse

science fiction

Science fiction. Et yndet motiv i science fiction er rejser i rum og tid. På denne forside af et sf-magasin fra 1953 foregribes den amerikanske månelanding med 16 år; billedet spejler suggestivt det berømte billede af amerikanske marinesoldaters erobring af Iwo Jima i februar 1945.

.

George Lucas (tv.), Harrison Ford og Steven Spielberg, 2008.

.

Science fiction er en litteratur- og filmgenre, hvis handling oftest er henlagt til fremtiden eller en fjern fortidsverden, men som også kan foregå i nutiden eller en nær fortid.

Faktaboks

også kendt som:

sf, sci-fi

Science fiction bygger på mere eller mindre fabulerende tematiseringer af (natur)videnskabens resultater og anskuelsesmåder, og hyppige emner er højteknologiske fremtidssamfund, rumrejser, tidsrejser, væsner fra andre kloder, robotter, kunstig intelligens, Jordens undergang o.l.

Litteratur

H.G. Wells er især kendt som pioner inden for science fiction-genren. I Klodernes Kamp invaderes Jorden af blodtørstige beboere fra Mars. Orson Welles lavede i 1938 en radiodramatisering af romanen. Den var så overbevisende og slagkraftig i sin realisme, at lytterne troede, der var tale om en virkelig begivenhed. Her det danske omslag af forlaget Martins halvkrone-udgave.

.

Kurt Vonnegut med smil på læben og glimt i øjet. Kulsort humor er et karakteristisk træk i forfatterskabet. Udateret fotografi.

.

Science fiction. Linda og Valentin (forrest i gule dragter) er agenter i tid og rum; Linda kritisk og tænksom, Valentin mere ukritisk pligtopfyldende. Deres univers er beboet af talrige civilisationer, der fremstilles fantasifuldt, men samtidig levende og logisk med deres velgennemtænkte samfundsopbygning. Ofte bruges fremmede kulturer som sindbillede på jordiske forhold som fx teknokrati, materialisme eller gudedyrkelse. Udsnit af forsiden af albummet Skyggernes Ambassadør (L'Ambassadeur des ombres, 1975, da. 1985).

.

Science fiction har genremæssigt rod i den utopiske fantasiroman, utopier (og dystopier) og kontrafaktisk fiktion m.m., og afgrænsningen hertil er flydende.

Science fiction etablerede som egentligt genrebegreb i 1920'ernes USA, da amerikaneren Hugo Gernsback (1884-1967) brugte ordet scientifiction i sit magasin Amazing Stories, der som det første udelukkende indeholdt science fiction-historier.

Fabulering på grundlag af naturvidenskaberne forekommer dog allerede i Mary Shelleys Frankenstein (1818). Og Jules Verne (fx De la Terre à la lune (1865, da. Rejsen til Maanen, 1876)), H.G. Wells (fx The Time Machine (1895, da. Tidsmaskinen, 1976)) og Arthur Conan Doyle (fx The Lost World (1912, da. Den forsvundne verden, 1966)) dyrkede med optimisme og stor læsersucces roman scientifique, scientific romance og spekulativ fiktion.

Efter 1. Verdenskrig afspejlede britisk science fiction en desillusioneret og teknologiskeptisk stemning, som det ses i Aldous Huxleys dystopiske Brave New World (1932, da. Fagre Nye Verden, s.å.) og genfindes i både tjekkiske Karel Čapeks Krigen mod Salamanderne (1936, da. 1937) og svenske Karin Boyes Kallocain (1940, da. 1946) samt senere i George Orwells Nineteen Eighty-four (1949, da. 1984, 1950). Ordet og fænomenet robot forekom i øvrigt første gang i Karel Čapeks skuespil R.U.R. (1920).

Som udpræget sensationel genre var science fiction imidlertid som skabt for USA's pulp fiction (populærlitteratur, af pulp 'træmasse'), og det var da også i dette massemedie, navnlig i John W. Campbell jr.s (1910-71) magasin Astounding Science Fiction fra 1930, at genren fik sine første egentlige seriøse udøvere: Isaac Asimov, A.E. van Vogt (1912-2000) og Robert A. Heinlein.

Den teknikdyrkende amerikanske tradition blev globalt dominerende efter 2. Verdenskrig, mellemkrigstidens katastrofemotiver genfindes dog ofte hos fremtrædende britiske science fiction-forfattere efter krigen: John Wyndham, Brian W. Aldiss, J.G. Ballard og Arthur C. Clarke.

Selvom billigbogens revolutionering af underholdningsmarkedet efter 2. Verdenskrig både cementerede science fiction som populærgenre og tilskyndede til romanlængde snarere end det for genren ellers traditionelle novelleformat, blev genrens elementer i stigende grad integreret i traditionel realistisk fiktion, hvor den radikaliserede naturvidenskabelige dimension bliver en del af den modernitet, som mennesker nu og i fremtiden på godt og ondt er underkastet, således hos Ray Bradbury i Fahrenheit 451 (1953, da. 1955, filmatiseret af François Truffaut 1966).

Op gennem 1960'erne blev genren mere kompleks, samtidig med at den blev genstand for seriøs litteraturkritisk interesse. I Storbritannien anerkendtes den surrealismeorienterede Michael Moorcocks (f. 1939) New Worlds som avantgardemagasin med offentlig kunstfondstøtte, og i USA brød Harlan Ellison (f. 1934) grænser med sine suggestive korte, grafiske tekster, først samlet i Dangerous Visions (1967).

Eksperimentel science fiction, Samuel R. Delany (f. 1942) (Dhalgren, 1975), Thomas M. Disch (1940-2008) (Camp Concentration, 1968), trivedes side om side med vedtagen formelfiktion, Frederik Pohl (1919-2013), Robert Silverberg (f. 1935).

I Slaughterhouse-Five (1969, da. Slagtehal fem eller børnekorstoget, 1970) havde Kurt Vonnegut brugt science fiction-formatet til at bearbejde og kommunikere oprivende krigserfaringer, men også Doris Lessing har anvendt elementer i sit social- og bevidsthedskritiske forfatterskab, navnlig i space fiction-serien Canopus in Argos: Archives (1979-83), og Ursula K. Le Guin i sine tankeeksperimenterende og civilisationskritiske science fiction-romaner, fx The Left Hand of Darkness (1969, da. Mørkets venstre hånd, 1974).

En beslægtet brug af science fiction findes på dansk i Inge Eriksens romanserie Rummet uden tid (1983-89) og Alice, Alice (1991). Blandt danske dyrkere af genren kan nævnes Niels E. Nielsen, Svend Åge Madsen og Erwin Neutzsky-Wulff.

Marge Piercy har udnyttet genren i et kvindepolitisk sigte i Woman on the Edge of Time (1976, da. Kvinde ved tidens rand, 1980), det samme gælder Margaret Atwood i The Handmaid's Tale (1985, Tjenerindens fortælling, 1986).

Mens den klassiske science fiction har sit store kultpublikum, og mens elementer fra genren ofte genfindes i litteratur uden præg af genreformel, så ses udviklingen af genren omkring årtusindskiftet kraftigt præget af computerens centrale rolle.

It-alderens nye underholdningsmedie, computerspillet, har taget genrens elementer til sig, om end navnlig i Hollywoods ekstravagante udformninger. Kombinationen af klassisk mytemateriale med teknologiske, specialeffektmættede scenarier i alternative verdener synes at skabe en særlig postmoderne, højteknologisk, medie- og temaintegrerende variant af genren.

Under udvikling er en særlig undergenre, cyberspace fiction, der udnytter og problematiserer de elektronisk skabte virtuelle verdener, fx William Gibsons cyberpunk-roman Neuromancer (1984, da. Neuromantiker, 1993).

En tredje variant bygger på de muligheder, den genteknologiske videnskab frembyder, fx Michael Crichtons Jurassic Park (1990, da. 1993, filmatiseret af Steven Spielberg 1993 ff.).

Visuelle medier

I visuelle medier udforsker science fiction i form af tegneserier, film, tv og computerspil samme temaer som i litteraturen.

Temaerne hentes ofte i den klassiske mytologi, og der benyttes gerne træk fra horrorgenren.

Blandt de mest skoledannende science fiction-tegneserier er de amerikanske serier om rumeventyrerne Buck Rogers (1929) og Flash Gordon (1934, Jens Lyn) samt superheltene Superman (1938) og Batman (1939), japanske robotserier som Tetsuwan Atomu (1951) samt europæiske, mere voksenorienterede serier som Barbarella (1962), Valérian et Laureline (1967, Linda og Valentin) og John Difool (1980).

Film

Som science fiction-filmens grundlægger regnes Georges Méliès, der med bl.a. Le Voyage dans la lune (1902, Rejsen til Maanen) udviklede en omfattende trickeffekt-teknologi. Blandt tidlige klassikere inden for genren er Fritz Langs Metropolis (1926) samt Frankenstein (1931), Things to Come (1936) og føljetonen Flash Gordon (1936, Jens Lyn).

Læs mere i Den Store Danske

Kommentarer

Din kommentar publiceres her. Redaktionen svarer, når den kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig