Schwingen er en form for brydning, der stammer fra Schweiz.

Faktaboks

Også kendt som

alpebrydning

Historie

Schwingen
Schwingen. Foto fra 2012.
Schwingen
Af /AP/Ritzau Scanpix.

Brydning er menneskehedens ældste form for ubevæbnet kamp, og rødderne kan spores tilbage til mange forskellige civilisationer, herunder Perserriget, Indien og det gamle Grækenland, hvor det udviklede sig til en egentlig sport. Også romerne tog brydesporten til sig, som de brugte både til at træne deres gladiatorer med og som underholdning.

I takt med romernes ekspansion på det europæiske kontinent spredte brydning som underholdning sig til mange områder, hvor man udviklede mange lokale stilarter, der passede ind i de enkelte områders traditioner, blandt andet i Schweiz.

I det 13. århundrede opstod der en særlig form for alpebrydning i kantonen Vaud, kaldet schwingen. I katedralen i Lausanne kan man se det første billedkildemateriale i form af udskæringer, der viser to brydere i kamp. schwingen opstod blandt alpernes hårdtarbejdende hyrder, hvor man kæmpede ved forskellige festivaler, kaldet Schwingfeste.

Kampen

Bryderne kæmper i en rund, savsmuldsdækket ring i specialfremstillede skjorter og shorts, som minder om det tøj, hyrderne bærer, når de arbejder. Formålet er at kaste den anden bryder på ryggen ved hjælp af en række greb, hvor man har fat i modstanderens bælte, hvilket kræver både enorm styrke, store tekniske færdigheder og rapt fodarbejde.

Før kampen begynder, griber hver bryder fat i bagsiden af sin modstanders bælte og løsner først grebet, når kampen er slut. Vinderen er den bryder, der formår at kaste sin modstander ned, så begge skulderblade rører jorden fuldstændigt. Af respekt for sin modstander er det et fast ritual, af vinderen børster savsmuldet af den tabende part. Den bedste "Schwingere" på dagen tituleres som "Die Bösen" ('skurke').

Udvikling

De første officielle kilder, der omtaler Schwingfeste, stammer fra det 15. århundrede. I de skriftlige love, der blev udarbejdet i det 16. århundrede, kan man læse, at der blev indført forbud imod Schwingfeste, da man anså festivaler og kampe som moralsk anstødelige. Forbuddet fik imidlertid ikke schwingen til at forsvinde. Tværtimod fortsatte man med at dyrke det i hemmelighed dybt inde i Alpelandskabet indtil det 19. århundrede, hvor de nationale bevægelser, der gennemstrømmede Europa, fik intellektuelle i byerne til at genoplive de gamle traditioner.

Det manifesterede sig ikke kun i monumenter og fortællinger om Wilhelm Tell, men i særdeleshed også i en genoplivning af den traditionelle alpekultur, som inkluderede Schwingfeste. Dette betød, at disse gamle hyrdetraditioner fra landet blev vakt til live af den nye, nationale byelite.

I 1895 blev der afholdt en kæmpe festival i Zürich kaldet Eidgenössische Schwinger- und Älplerfest, hvilket førte til oprettelsen af Eidgenössischer Schwingerverband (Federal Swiss Wrestling Association) samme år. Schwingens betydning for schweizernes nationalfølelse voksede de kommende år. I den første udgave af Schwingerzeitung-bladet fra 18. august 1907 kunne man læse, at "vores folk har altid elsket og praktiseret nationale sportsgrene som Schwingen".

Således udviklede en oprindelig hyrdesport for landmænd sig til en national sport for hele landet med nationale festivaler, Schwingfeste,

Schwingen i dag

Schwingen er i dag en utrolig populær sport i Schweiz med over 50.000 medlemmer. Festivalerne, eller Schwingfeste, tiltrækker tusindvis af tilskuere fra hele landet. Selvom det i dag betragtes som en moderne sport, værner man om sportens oprindelige kodeks og regler, da den i lighed med legenden om Wilhelm Tell betragtes som noget, der er dybt forankret i den schweiziske tradition og folklore.

Læs mere i Den Store Danske

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig