sats - typografisk begreb

Vinkelhage

Sats betyder inden for typografi en tryk- eller reproduktionsklar mængde af skrifttyper. Ordet er knyttet til klassisk bogtryk (højtryk) fra blysats. Indtil udbredelsen af sættemaskiner i midten af 1800-tallet blev al tekst håndsat.

Faktaboks

etymologi:
Ordet sats kommer af tysk Satz, afledt af setzen 'sætte', egentlig 'hvad der er sat sammen'.

Teksten blev til sats ved type for type at blive taget op i sætterens håndværktøj, vinkelhagen, som var forudindstillet til den givne linjes længde; mellemrum mellem ordene fremkom ved hjælp af blylegemer uden præg, blindmateriale eller spatier.

Fra vinkelhagen blev satslinjen, når et antal linjer var sat, med støtte af en sættelineal, løftet over på skibet (en zinkplade med kant på tre sider). Her bliver satslinjerne opbundet med tråd og samlet til en satsform svarende til en bogsides trykareal.

Herefter fulgte et korrekturtryk (spaltekorrektur) fra en lille håndpresse og en gennemgang af aftrykket for at rette slidte typer, trykfejl og forkerte orddelinger m.v. Når alt var i orden, blev satsformen lagt op på trykpressens fundament – eventuelt monteret med tilhørende klichéer til billedtryk- og trykningen kunne begynde.

Når trykningen var gennemført og ikke krævede genoptryk, styrtede (dvs. aflagde) man satsen ved at lægge alle blytyperne tilbage i sættekassen, så de var klar til sætning af en ny tekst.

Om reproduktionsklart materiale i nyere teknikker (fotosætning og digitale teknikker) bruger man sjældent ordet sats men ord, der dækker det konkrete forlæg for trykningen, fx filmmaterialet, layoutet eller filen.

Sats, som sætteren ser den spejlvendt, og hvori han skal rette eventuelle fejl. Her skal han udskifte bogstavet lille r, som både er slidt og hører til en anden skriftgrad.

Læs mere i Den Store Danske

Litteratur

  • Reimer, Eli: Den satstekniske udvikling. Fra bogstaverne på blytyperne .... til compterstyrede designsystemer. Forening for Boghaandværk (1983).

Kommentarer

Din kommentar publiceres her. Redaktionen svarer, når den kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig