satrap

Satrap, provinsguvernør i Achaimenideriget. Satrapsystemet går tilbage til mederne. Hos achaimeniderne blev det et omfattende system; det var en udvidelse af guvernørstillingen i Assyrien og Urartu, men var i sin helhed en nyordning af Dareios 1.

Faktaboks

etymologi:
Ordet satrap kommer via græsk satrapes fra medisk khshathrapan 'rigsbeskytter'.

I Det Gamle Testamente omtales de persiske satrapper ofte, fx Ezra 8,36, Dan. 6,2 ff. (der nævner 120 satrapper) og Esters Bog 9,3; Herodot nævner 20 satrapper.

Alexander den Store bevarede satrapsystemet, og det blev fortsat af partherne (se Partherriget) og af sasaniderne, dog i modificeret form.

Kommentarer

Din kommentar publiceres her. Redaktionen svarer, når den kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig