sanser (Sanseformer)

Sanser (Sanseformer), Aristoteles skelnede mellem fem sanser hos mennesket: syn, hørelse, lugtesans, smagssans og følesans, der alle er exteroceptive sanser, rettede mod stimuli fra omverdenen, og som i forskellige udformninger genfindes i næsten hele dyreriget. Uden for mennesket kan listen suppleres med bl.a. elektrisk sans, som er højt udviklet hos mange fisk, der kan lokalisere andre fisk ved de svage elektriske felter, der opstår ved deres musklers kontraktion eller ved forstyrrelser i elektriske felter, fisken selv udsender (se også elektriske organer), samt magnetisk sans, som hos mange fuglearter udnyttes til orientering ligesom et kompas.

Mange sanser kan underinddeles; under følesansen hører fx temperatursans, under synet farvesans og afstandssans. Hertil føjer sig de interoceptive sanser, bl.a. ligevægtssansen samt stillings- og bevægelsessansen, foruden en lang række andre sanser, der indgår i organsystemernes regulation, fx i regulationen af blodkredsløb, vejrtrækning samt blære- og tarmtømning, hvorfra signalerne slet ikke eller kun periodisk opfattes som fornemmelser (fx kvælningsfornemmelse og kvalme); eller de manifesterer sig som en handlingsudløsende trang, fx sult, tørst og vandladning.

Receptionen af stimuli for nogle af disse interoceptive sanser finder helt eller delvis sted i selve centralnervesystemet, især i hjernedelen hypothalamus, og medregnes ofte ikke som sanser i snæver forstand. En særstilling indtager smertesansen, der registrerer vævsbeskadigelser, og som har flere både extero- og interoceptive komponenter, der bl.a. differentierer mellem akut og vedvarende beskadigelse (se smerte).