sandhøns

Tobåndet sandhøne (Pterocles bicinctus).

.

Sandhøns, Pteroclididae, eneste familie i fugleordenen Pteroclidiformes. Af de 16 arter tilhører 14 slægten Pterocles, der er udbredt i tørre egne (steppe og ørken) i Sydeuropa, Afrika og Sydasien, mens de to arter steppehøns (Syrrhaptes) lever i Centralasien. Sandhøns er beslægtet med vadefugle og duer og minder om sidstnævnte i kropsform og størrelse (25-48 cm, 170-650 g). Fødderne er meget korte. Føden er frø, i mindre grad også andre plantedele og insekter.

Sandhøns er nødt til jævnlig at indtage vand og trækker daglig op til 80 km for at finde det; normalt følges magerne i et par og slår sig på vejen sammen med mange artsfæller på vej til det samme vandhul. Også ungerne behøver vand, som forældrene bringer til dem i de gennemvædede, specialiserede bugfjer. Kuldet på tre æg ruges om dagen af hunnen og om natten af hannen. Begge mager fører de redeflyende unger.

Steppehønen (Syrrhaptes paradoxus) har enkelte gange invaderet Europa, inkl. Danmark. Den største invasion skete i 1888, hvor arten var almindelig i Jylland og også ynglede, men i løbet af få år forsvandt fuglene igen. En invasion i 1908 førte kun til ét dansk fund, og siden er kun enkelte fugle set med års mellemrum.

Kommentarer

Din kommentar publiceres her. Redaktionen svarer, når den kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig