samvittighed

Samvittighed, moralsk selvbevidsthed, den enkeltes samviden med den moralske instans. Hos stoiske filosoffer er samvittighed samviden med verdensfornuften; Paulus førte dette begreb fra græsk filosofi ind i kristendommen som menneskets samviden med Gud.

Samvittighed har været tolket forskelligt i historiens løb, hos Thomas Aquinas således både som almen indsigt i det gode og som den enkeltes anvendelse heraf på den konkrete handling. Den første betydning er beslægtet med den moral sense, som spillede en stor rolle i 1700-t.s britiske moralfilosofi.

Jean-Jacques Rousseau anså samvittighed for en ufejlbarlig og autonom instans i mennesket og lovpriste den i Émile (1762) som et guddommeligt instinkt. Hos Søren Kierkegaard er samvittighed den enkeltes selv-gennemsigtighed i forholdet til Gud, men denne samviden med sig selv kan fordunkles og forvrides. Dog lurer skyld, anger og dårlig samvittighed på den, der vil narre sig selv.

Friedrich Nietzsche og Sigmund Freud har underkastet begrebet samvittighed en skarp kritik; i 1900-t. gav Martin Heidegger den en central plads i sin ateistiske eksistensforståelse. Se også overjeg og skyld.

Kommentarer

Din kommentar publiceres her. Redaktionen svarer, når den kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig