samlejesmerter

Samlejesmerter, dyspareuni, forekommer hos begge køn, men hyppigst hos kvinder og har antagelig oftest en fysisk baggrund. Man skelner mellem dyspareuni, lokaliseret til kvindens ydre kønsorganer og skedeindgangen, og dyb dyspareuni, udløst fra de indre kønsorganer, især livmoderhalsen, æggestokkene eller muskler i det indre bækken. Dyspareuni kan skyldes fødselsskader, betændelsestilstande, underlivsoperationer, skedetørhed, arvæv, strålebehandling samt medfødte misdannelser eller aldersbetingede forandringer af kønsorganerne. Seksuelle dysfunktioner, vaginisme (skedekrampe) og problemer i parforholdet er ofte forbundet med smerter ved samleje.

Hos mænd kan samlejesmerter skyldes forhudsforsnævring, kort forhudsbånd, deformiteter af penis (bl.a. udtalt krummerik, evt. også smertefuldt for kvinden), bindevævsknuder i svulmelegemerne, sår og betændelse på glans og forhuden. Lidelser i urinrøret, blæren, prostata og testiklerne kan udløse smerter i tilslutning til ejakulation. Nogle mænd får så udtalt overfølsomhed af glans efter sædafgang, at de frygter ejakulationen.

Hos begge køn kan smerterne skyldes spændinger i underlivet, især i bækkenbunden. Udtalte, længerevarende smertetilstande bør udredes; behandling er ofte mulig.

Kommentarer

Din kommentar publiceres her. Redaktionen svarer, når den kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig