salte

Salte, stor gruppe kemiske forbindelser, der i fast tilstand antages at være opbygget af ioner, og som med vand giver elektrisk ledende opløsninger.

Den klassiske definition af salte er givet ved ligningen: syre + base = salt + vand. Salte kan afledes af syrer, ved at et, evt. flere hydrogenatomer ombyttes med metalatomer eller med visse radikaler, fx ammonium, NH4. Et typisk salt er kogsalt, natriumklorid, NaCl (se salt), og de tilsvarende forbindelser af typen MX, hvor M kan være lithium, natrium, kalium, rubidium, ammonium eller cæsium, og X kan være et halogen: fluor, klor, brom eller jod. Også lithiumhydrid, LiH, anses for at være et salt, da det er opbygget af Li+-ioner og H--ioner.

Andre typer af salte kendt fra dagliglivet er soda, natriumcarbonat, Na2CO3, natriumhydrogencarbonat, NaHCO3, der findes i bagepulvere, samt en række kunstgødninger, fx salpeter, kaliumnitrat, KNO3. Også organiske syrer danner salte. Fx danner eddikesyre sammen med natriumhydroxid natriumacetat, Na(CH3COO), der i vandig opløsning er spaltet (dissocieret) i ioner. Vinsten er et tungtopløseligt kaliumsalt af vinsyre.

Kommentarer

Din kommentar publiceres her. Redaktionen svarer, når den kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig