salt (Saltskader på planter)

Artikelstart

Salt (Saltskader på planter), De fleste planter kan ikke vokse på jorder, der indeholder store mængder af salt. Majs, løg, citron, salat og bønne er meget saltfølsomme; lidt mere tolerante er byg og bomuld, mens sukkerroe og daddel tåler temmelig høje saltkoncentrationer. Der er både naturlige og menneskeskabte årsager til, at jord kan indeholde meget salt. I kystnære jorder og i områder, der pga. tidevand skiftevis tilføres havvand og ferskvand, er saltindholdet i jorden højt, se også strand (økologi). Andre steder gør udsivning af salt fra tidligere havbundsaflejringer store områder udyrkbare. Saltindholdet i jorden forøges også ved kunstvanding, idet det tilførte vand indeholder større eller mindre mængder af salte. Ved fordampning fra jordoverfladen eller ved planternes transpiration fjernes vandet, mens saltene opkoncentreres i jorden. Hvis vandet indeholder store mængder af salte, kan jorden hurtig opnå en saltkoncentrationen, der er direkte skadelig for de fleste planter. Tilsvarende får vejtræer ofte saltskader pga. saltning.

Saltskader kan forårsages af et samlet set højt indhold af forskellige salte, men ofte er natriumioner den væsentligste faktor. På salte jorder bliver indholdet af opløste salte i det jordvand, der omgiver planternes rødder, ofte højere end saltkoncentrationen i plantens celler. Ved almindelig osmose vil vand da bevæges fra planterøddernes celler til det omgivende jordvand, og planterne kommer til at lide af vandmangel. Hvis planter alligevel optager vand under disse omstændigheder, vil de store mængder af salte hæmme planternes fotosyntese. Hvis planten optager vand uden samtidig at optage salte, fører det til en opkoncentrering af salte i rodzonen, der kan resultere i, at saltskorper udfældes på rødderne.

Salttolerante planter kan tåle højere saltkoncentrationer. Nogle er i stand til at oplagre salt i cellernes vakuoler i koncentrationer, der kan være mere end 1000 gange højere end koncentrationen i det omgivende cytoplasma, mens andre ophober store mængder af lavmolekylære stoffer som prolin, glycinbetain, sucrose, sorbitol eller mannitol, der er osmotisk aktive og derved giver planten mulighed for at optage vand, selv fra tør og salt jord.

Planter, der direkte sikrer sig en vækstfordel ved at kunne vokse i jord med en meget høj saltkoncentration, kaldes halofytter (saltplanter). Halofytter har en række forskellige strategier for at kunne modstå de høje saltkoncentrationer. En natrium-kalium-pumpe i rodcellerne kan sikre en lav koncentration af natriumioner ved at pumpe natriumioner tilbage til jordvæsken og kaliumioner ind i rodcellerne. Andre halofytter optager natriumioner og er i stand til enten at pumpe dem ind i cellernes vakuoler eller ud i mellemrum mellem cellerne. Atter andre kan pumpe saltet ud i blærer på bladenes overflade. Når blærerne brister, skyller regn eller dug saltet væk fra bladoverfladen.

Mange gamle civilisationer er opstået langs floder, hvor fødevareproduktionen har været afhængig af, at man kunne udnytte flodvandet til kunstvanding. Det gælder fx den mesopotamiske kultur, der opstod mellem floderne Eufrat og Tigris. Det er muligt, at denne kulturs undergang skyldtes, at landbrugsproduktionen blev helt utilstrækkelig pga. ophobning af salt som resultat af kunstvanding gennem årtusinder. For at undgå en sådan situation i fremtiden forskes der verden over intensivt i udvikling af salttolerante kulturplanter, både vha. klassisk planteforædling og genteknologiske metoder.

Kommentarer

Din kommentar publiceres her. Redaktionen svarer, når den kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig