Salsa, siden begyndelsen af 1970'erne samlebetegnelse for caribisk dans og musik, fremført af latinamerikanske indvandrere i USA.

Faktaboks

Etymologi
Ordet salsa er italiensk og spansk og betyder 'sauce'; via amerikansk-spansk, baggrunden for ordets anvendelse om en dans er ukendt.

Salsaen har rødder i bl.a. den cubanske son, som den dyrkedes af cubanske orkestre i New York i 1930'erne. Senere kom også flere puertoricanske stilarter og brasilianske og colombianske rytmer til, og salsa blev en samlende faktor for indvandrere fra de latinamerikanske lande.

Salsaen er siden 1970'erne blevet blandet med rock, jazz og andre musikformer, fx hos Carlos Santana. Musikken er karakteriseret ved brugen af latinamerikanske slagtøjsinstrumenter og swingende rytmer baseret på den caribiske clavesrytme; dansen er en sensuel pardans, som siden slutningen af 1990'erne har opnået stor popularitet i bl.a. Danmark. Se også latinamerikanske danse.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig