salonmusik

Salonmusik, musikalsk repertoire, fortrinsvis for klaver, som opstod i 1800-t., og som henvendte sig til bredere befolkningsgrupper, det såkaldte småborgerskab. Med betegnelsen salonmusik gav musikforlagene en indholds- og begrebsmæssig association til den professionelle musikudøvelse, der fandt sted i aristokratiets og det bedre borgerskabs saloner. I samværet om salonmusikken skabte man en forestilling om selskabeligheden i de samfundslag, hvis normer for adfærd og dannelse man ønskede at efterligne.

Den nykomponerede salonmusik tog udgangspunkt i den klassiske musiks ensatsede klaverstykker og stemningsbilleder (af fx Franz Schubert og Robert Schumann), hvis inderlighed og følsomhed blev omdannet til idyl og sentimentalitet. Kendte eksempler på salonmusik er Anton Rubinsteins Melodi i F, Tosellis serenade (Enrico Toselli), Nonnens bøn (Tekla Badarzewska-Baranowska) og Aftenklokkerne (Albert Frederick Marzian, 1875-1947).

Salonmusikken er nært beslægtet med den cafémusik - spillet fx af et salonorkester - der også i provinsen var udbredt i mere intime etablissementer og forsvandt, efterhånden som den levende musik blev for bekostelig og afløstes af lydbånd.

Kommentarer

Din kommentar publiceres her. Redaktionen svarer, når den kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig