Sagosuppe er en suppe med kogte sagogryn som fyld. Ægte sagogryn koger ikke ud, men findes i suppen som små runde, klare perler.

Sagosuppe som festmad

Sagosuppe findes i forskellige udgaver rundt om i landet, og den blev tidligere spist som forret ved festmiddage eller ved højtider.

Gul sagosuppe er en sød ret, der farves gul af æggeblommer. Den er kogt med citronskal, sødet med sukker og kan være tilsat svesker eller rosiner. Den får en karakteristisk romsmag fra tilsætning af rom eller romessens.

Hvid sagosuppe koges med hel kanel foruden citronskal, og den tilsættes æblemost eller hvidvin i stedet for rom/romessens.

Rød sagosuppe, kaldet sødsuppe, koges også med kanel og citronskal, og den er tilsat frugtsaft i stedet for vin og eller spiritus.

Sagovælling er sagogryn kogt i mælk. Da de kogte sagogryn ikke koger ud og derfor kunne ligne små øjne, blev sagovælling også kaldt "glovælling".

Flugten til Amerika

I Christians Winthers børnebog Flugten til Amerika, der udkom i 1830, endte drømmen om at komme til Amerika i sagosuppen "jeg drukned min sorg og fandt trøst på bundes af sagosuppen".

Læs mere i Den Store Danske

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig