Sago, hårde, hvidlige, halvsøde gryn fremstillet af marven fra den tropisk dyrkede sagopalme. Sagogryn er meget stivelsesholdige og koges i dyrkningsområderne til grød. I Europa bruges sagogryn mest til at jævne supper og saucer, hvori de optræder som små, geléagtige kugler. I det indiske og indonesiske køkken anvendes grynene også til desserter, kager og geléer. I dag fremstilles de tillige af kartoffelstivelse. Se også sagosuppe.