safaviderne

Safaviderne, iransk dynasti 1501-1722. Safaviderne var oprindelig ledere af safaviyya, en sufiorden med centrum i Ardabil i NV-Iran, opkaldt efter grundlæggeren Safi al-Din (1252/53-1334). Ordenen vandt i løbet af 1400-t. stor tilslutning blandt de turkmenske stammer i Østanatolien og Aserbajdsjan, og den antog messiansk og shiitisk karakter. I 1501 besejrede safaviderne Ak Qoyunlu-dynastiet, og ordenens leder, Ismail 1., proklamerede sig som shah. Safaviderne søgte at begrænse de turkmenske nomadelederes magt ved at efterligne det osmanniske slavesystem inden for administration og militær. Denne politik slog i længden fejl pga. begrænsede økonomiske resurser og turkmenernes modstand. I 1722 blev dynastiet styrtet af afghanske oprørere. Se også Iran (historie).

Kunst

Under safaviderne nåede den islamiske kunst en forfinelse, der gik hånd i hånd med håndværksmæssig perfektion. Shahmoskéen i Isfahan fra 1700-t.s begyndelse er et eksempel på, hvorledes de stramt komponerede, tunge bygningsdele "nedbrydes" og lettes af talrige nicheagtige former og en overdådighed af plantemotiver og kalligrafiske friser, udført i glaseret keramik. Denne detaljerings- og variationsrigdom findes også i de farvemættede, fladebetonede bogmalerier. Inden for kunsthåndværket må især tæpperne og stofferne fremhæves, fx polonaisetæpperne. Vævet og knyttet i uld, silke og metaltråd ses have- og jagtmotiver, men også menneskefiguren fremstilles, bl.a. på silkefløjlsstofferne.

Kommentarer

Din kommentar publiceres her. Redaktionen svarer, når den kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig