Sølvsmed er en smed, der bruger sølv som hovedmateriale. Da sølv ligesom guld for at opnå slidstyrke oftest legeres, blev der allerede på Christian 4.s tid stillet krav om stempler for lødighed samt mestermærker (se guld- og sølvsmedemærker). Både ældre og nutidigt dansk sølvtøj er samlerobjekter.

Sølvsmeden, der blandt andet fremstiller smykker, bestik og korpusarbejder som krus og kander, benytter fx støbnings- eller drivningsteknik, hvor materialet hamres op. En moderne sølvindustri blev til i årene frem mod 1900. Her indførtes valser, presser og støbeanlæg. Egentlige sølvsmedelav synes kun at have eksisteret i København, idet sølvsmede ellers blev optaget hos guldsmedene.

Uddannelsen, der kun søges af få, er en fireårig erhvervsuddannelse som ædelsmed med speciale som bestiksølvsmed eller korpussølvsmed.

Læs mere i Den Store Danske

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig