Sølvbladfamilien, Elaeagnaceae, plantefamilie med tre slægter og ca. 45 arter udbredt fra tempererede og subtropiske egne på den nordlige halvkugle til tropisk Asien og Australien.

Det er buske eller små træer med hele blade tæt besat med hår, der giver alle vegetative dele et sølvglinsende udseende. Blomsterne er små, mest firetallige og mangler kronblade. Frugten er en nød, der ved modenhed omgives af det kødfulde, gule eller røde underbæger og derved kommer til at ligne en bærfrugt.

I Danmark er alene havtorn, Hippophaë rhamnoides, hjemmehørende, mens sølvblad, Elaeagnus, samt en tredje slægt, Shepherdia, fra Nordamerika dyrkes som prydbuske.

Sølvbladfamilien hører til rosenordenen, Rosales, og er bl.a. nært beslægtet med vrietornfamilien, Rhamnaceae. Se også dækfrøede.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig