Sæsonudjævning, sæsonrensning, matematisk metode til hjælp til vurdering af udviklingen i økonomiske konjunkturserier, fx ledigheden, der udviser regulære sæsonsvingninger, som oftest betinget af vejrforhold eller ferieperioder. Sæsonsvingningerne er en forstyrrende faktor i vurderingen af udviklingen, så ved sæsonrensning fjernes det regelmæssige sæsonmønster, således at det bliver muligt at vurdere den underliggende konjunkturudvikling.