Rådmand, siden middelalderen et medlem af de råd, der styrede en række af købstædernes anliggender. Fra 1600-t. valgtes rådmændene sammen med borgmestrene af kongen, og de udgjorde tilsammen magistraten. I 1900-t. betegner ordet rådmand et medlem af magistraten i kommuner med magistratsordning (Aarhus fra 1950, Odense og Aalborg fra 1970) samt medlemmer af Frederiksberg Kommunes økonomiudvalg. Siden 1998 har de fuldtidsbeskæftigede udvalgsformænd i Aalborg Kommune og Odense Kommune haft titel af rådmænd, idet disse kommuners magistratsstyre er ændret til det såkaldte udvalgsstyre med delt administrativ ledelse. Se også magistrat.