Rygmarvsbetændelse, myelitis, sjælden, akut rygmarvssygdom, der i 20-40% af tilfældene er forårsaget af en virusinfektion; dissemineret sklerose og blodprop i rygmarven kan ytre sig på samme måde. Mest karakteristisk er akut transversel myelitis, der omfatter et tværsnit af rygmarven, evt. over flere segmenter og hyppigst med sæde i brystrygmarven. Symptomerne udvikles hurtigt med en mere eller mindre udtalt lammelse og følesvækkelse i benene og underkroppen under det angrebne rygmarvsniveau, og ud for dette er der som regel smerter de første dage; desuden kan vandladningskontrollen svigte med manglende evne til at tømme blæren. Lumbalpunktur viser tegn på let betændelse i spinalvæsken, og MR-undersøgelse kan vise hævelse af det syge afsnit af rygmarven. Bedring indtræder ofte efter nogle måneder, evt. med forbigående spasticitet i benene.