rygmarv

Rygmarv. Tværsnit gennem menneskerygmarv beliggende i halsen. De nerveledningsbaner, der er omsluttet af myelinskeder, den såkaldt hvide substans, er her farvet brune ved en særlig farvemetode. Den grå substans ses i midten som en H-formet, lys figur. Der ses også et forhorn, som rummer motoriske nerveceller, der leder impulser til musklerne, og et baghorn, som rummer sensoriske nerveceller, der leder impulser til centralnervesystemet.

.

Rygmarv, medulla spinalis, den cylinderformede del af nervesystemet, der ligger i rygsøjlens hvirvelkanal (canalis vertebralis). Rygmarven er opadtil sammenhængende med hjernestammen (se hjerne), nedadtil når den hos voksne til underkanten af første lændehvirvel. Rygmarven består af grå og hvid substans.

Via rygmarvens nerveceller er der kontakt mellem hjernens nerver og kroppens perifere nerver. Fra rygmarven udgår rygmarvsnerver til krop, arme og ben. Den rummer både sensoriske nerveledningsbaner, der fører impulser til hjernen, og motoriske nerveledningsbaner, der fører impulser fra hjerne til muskler.

Rygmarven er ligesom hjernen omgivet af tre hinder, og i rummet mellem den inderste og de to yderste, subaraknoidalrummet, findes rygmarvsvæsken (hjernevæsken); denne kan udtages ved lumbalpunktur og undersøges i forbindelse med visse sygdomme eller ved tilførsel af bedøvelsesmiddel.

I den nederste del af hvirvelkanalen, under rygmarven, ligger de nederste rygmarvsnerver, som tilsammen ligner en hestehale og følgelig kaldes cauda equina 'hestehale'. Ved overanstrengelse af ryggen kan der især mellem de nedre lændehvirvellegemer ske en forskydning af en båndskive, således at denne udøver et smertefuldt tryk på nerverne. Ved skred i lænderegionen opstår smerter i benene, som forsynes af nerverne i cauda equina, se diskusprolaps.

Kommentarer

Din kommentar publiceres her. Redaktionen svarer, når den kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig