rustningskapløb

Rustningskapløb, den situation, at to eller flere stater indbyrdes konkurrerer om at foretage kraftige forøgelser af deres militære resurser. Indtil 2. Verdenskrig var begrebet mest knyttet til stormagternes flåderustninger, mens det derefter og frem til 1980'erne især blev brugt om USAs og Sovjetunionens oprustning med strategiske våben som atombevæbnede fly- og raketstyrker, men tillige om regionale rustningskapløb, fx mellem Indien og Pakistan eller mellem parterne i den israelsk-arabiske konflikt.

Ordet rustningskapløb blev som betegnelse første gang brugt om det kortvarige flådeudbygningskapløb mellem Storbritannien og Frankrig 1859-69; kapløbet udløstes af franske planer om en panserskibsflåde. Et andet flåderustningskapløb opstod mellem Tyskland og Storbritannien som følge af den britiske søsætning af slagskibet Dreadnought i 1906 og blev et element i forudsætningerne for udbruddet af 1. Verdenskrig. Derimod herskede der ikke noget rustningskapløb forud for 2. Verdenskrig, idet den tyske oprustning efter 1935 kun delvis blev besvaret af Vestmagterne.

Modsætningen mellem USA og Sovjetunionen under den kolde krig gav sig udslag i et omfattende og dynamisk rustningskapløb, især mht. anskaffelse af stadig flere og mere effektive fremføringsmidler til kernevåben; i midten af 1950'erne gjaldt konkurrencen opbygningen af interkontinentale bombefly og fra 1957 også interkontinentale raketter.

Rustningskapløb er selvforstærkende og udløses overvejende af usikkerhed om modpartens planer og dermed om den fremtidige magtbalance; fx opstod der i USA efter Sovjetunionens afprøvning af den første interkontinentale raket i 1957 en frygt for udvikling af en såkaldt raketkløft, en frygt, der næredes af sovjetiske udtalelser om landets strategiske førerstilling. Først i 1961 opdagede USA, at Sovjetunionen ikke besad den frygtede overlegenhed, men tværtimod havde færre raketter end USA. I mellemtiden havde USA imidlertid iværksat et omfattende oprustningsprogram, som Sovjetunionen nogle år senere, efter Cubakrisens ydmygelse, følte det nødvendigt at besvare. Ca. 1970 etableredes der på dette grundlag en numerisk balance mellem de to magter på et meget højt rustningsniveau.

Konkurrencen på det strategiske område blev fra da af i højere grad kvalitativ, dvs. at vægten blev lagt på udvikling af mere effektive og træfsikre våben. Fra begyndelsen af 1970'erne søgte supermagterne samtidig at bremse kapløbstendenserne gennem strategiske aftaler om nedrustning.

Kommentarer

Din kommentar publiceres her. Redaktionen svarer, når den kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig