rusinere

Rusinere, ruthenere, østslavisk folk (1-1,5 mio.), som lever i Karpaterbjergene i grænseområdet mellem Polen, Slovakiet, Ukraine og Rumænien samt i mindre enklaver i Ungarn og det nordlige Jugoslavien (Vojvodina). Størsteparten bor i det administrative område Zakarpatskaja Oblast i det vestlige Ukraine og tilhører enten den græsk-katolske eller russisk-ortodokse kirke.

I 1930'erne opnåede rusinerne selvstyre i en region i det østlige Tjekkoslovakiet. Regionen erklærede sig uafhængig 1939 under navnet Karpato-Ukraine, men blev umiddelbart efter selvstændighedsdeklarationen besat af Ungarn. Efter 2. Verdenskrig blev området indlemmet i Sovjetukraine, og rusinerne blev underlagt en betydelig assimilation. Siden 1989 har rusinerne i Ukraine igen fremsat krav om selvstyre, men de betragtes ikke som en selvstændig nationalitet. I Polen og Slovakiet opnåede de anerkendelse i begyndelsen af 1990'erne, mens de i Jugoslavien blev anerkendt allerede i 1950'erne.

Sprog

Rusinsk er fællesbetegnelsen for en gruppe nærtbeslægtede, overvejende østslaviske sprogformer, der tales af etniske rusinere, heraf ca. 25.000 i Vojvodina, hvor det er et af de seks officielle sprog, ca. 560.000 i Ukraine og ca. 50.000 i Slovakiet. Hertil kommer mindre grupper i Polen, Rumænien og Ungarn samt immigrantsamfund i Canada og USA. I Slovakiet blev rusinsk i 1995 anerkendt som minoritetssprog og fik samtidig et officielt skriftsprog baseret på det kyrilliske alfabet. Rusinsk forekommer i regionale varianter, som i forskelligt omfang er præget af de slaviske nabosprog.

World Academy of Carpatho-Rusyn Cultures side om rusinsk kultur, herunder sprog

Kommentarer

Din kommentar publiceres her. Redaktionen svarer, når den kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig