rumvandring

Rumvandring. Den russiske kosmonaut Aleksej Leonov foretog 18.3.1965 den første rumvandring nogensinde.

.

Artikelstart

Rumvandring, astronauters og kosmonauters aktiviteter uden for rumkabinen i forbindelse med rumfærd. En teknisk betegnelse for rumvandringer er extravehicular activities, EVA, som også omfatter vandringerne i forbindelse med månelandingerne.

Rumvandring foretages i en rumdragt til beskyttelse mod temperatursvingninger på op til 250 °C, det tomme rum, mikrometeoroider og stråling fra rummet.

Den første rumvandring blev foretaget af russeren Aleksej Leonov 18.3.1965 fra en Voskhod 2-rumkapsel, og den første amerikanske rumvandring af Edward White (1930-67) 3.6.1965 i forbindelse med Geminiprojektet.

Før påbegyndelsen af en rumvandring åndes ren ilt i 30-40 min for at undgå dykkersyge på grund af det lavere tryk i rumdragten (ca. 1/3 atm).

Gennem en sluse kommer astronauten ud i rummet iført sin dragt. En rumvandring varer normalt 6-8 timer. I forbindelse med opbygningen af Den Internationale Rumstation, der begyndte i 1998, er ca. 850 timers rumvandring planlagt. Dette svarer til det samlede timeforbrug af alle amerikanske rumvandringer 1965-99, hvoraf de 161 timer var på Månens overflade.

Kommentarer

Din kommentar publiceres her. Redaktionen svarer, når den kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig